Om Nybro Frugtplantage

Plantage

Frugten der sælges i Gårdbutikken  høstes hjemme på Nybro Frugtplantage, få kilometer nord for Kerteminde på Fyn – i Mesinge. 

Her har vi 18 hektar plantage omgivet af det smukkeste landskab, tæt på vandet. Den gode beliggenhed tæt på vandet giver minimal risiko for forårsfrost, hvilket betyder at vi har fantastiske forhold til frugtavl. 

Vi dyrker 17 æblesorter og 3 pæresorter og salget af frugt fra gårdbutikken har bragt os i kontakt med mange mennesker. De kommer til os, fordi de gerne vil vide, hvor deres frugt kommer fra og samtidig vil de gerne have den helt friske lokale frugt i sæsonen. 

Familien Nybro

Familien Nybro består af følgende: 

Thomas Nybro (Far 50 år), Tina Nybro (Mor 50 år), Sarah Nybro (Ældste datter, 24 år), Mira Nybro (yngste datter, 19 år),

og sidst men ikke mindst familiehunden Pumba.

En dejlig schæfer på 7 år, som kan passe på os alle sammen.

Hele familien er aktive på gården og alle må i perioder give en hånd med, hvad enten det er jul eller højsommer!

Historien bag

I Januar 2001 solgte Poul Pedersen sin fødegård til Tina og Thomas Nybro.

Thomas havde planer om, at der skulle dyrkes æbler i stordrift, mens Tina skulle passe sit fuldtidsjob. Det gik de første 4 år med og det var en meget hård tid. Priserne på æbler var faldende og høsten ikke som forventet. Derfor var det en nødvendighed at finde på noget… enten skulle Thomas finde sig et job og drive gården som hobby ellers skulle der lægges om til noget helt andet, det blev det sidste!

I forbindelse med Pluk Selv i 2005, ville vi presse most til vores fryser til brug over vinteren. Det gik dog således, at kunderne i gårdbutikken fik lov at smage og  i den grad syntes om mosten, så der kom ikke most i fryseren!

Det satte nogle tanker i gang, måske var her noget at satse på!

Thomas tog på nogle studierejser, for at få noget erfaring og finde de rigtige maskiner m.m.

I september 2006 åbnede vi mosteriet og  siden er det bare gået derudaf.

Lige fra vi købte gården, havde gårdbutikken været en ”drillepind” for Thomas og han var mest til, at vi lukkede den. Men potentialet var der og vi blev enige om, at der skulle gøres lidt ekstra, så vi fik ordentlig gang i butikken.

Da de fleste kunder var ældre mennesker, som jo ville falde fra naturligt efterhånden, blev vi enige om, at satse på børnefamilierne. Vi inviterede nogle børnehaver og skoler til skattejagt, hvor de skulle finde guldæbler og så få nogle kasser æbler i præmie. Børnene syntes om ideen og fik efterfølgende lokket deres forældre med i weekenderne. På den måde fik vi efterhånden en helt ny kundegruppe.

 

I oktober 2021 stod vores nye orangeri (næsten) færdigt og vi indviede med at afholde vores 20 års jubilæum. Dernæst afholdte vi vores traditionelle hyggelige julemarked i weekenden med 1. søndag i advent. Denne weekend er det blevet en tradition for både og og vores kunder, at der skal julehygges og smages på alle vores delikatesser, gløgg og most.

Med vores nye orangeri, har vi rig mulighed for at forny, ændre og udvikle vores gårdbutik endnu mere. Det er næsten kun fantasien, som efterhånden begrænser..

Mosteri

I september 2006 startede vi eget mini-mosteri. Et lille produktionsanlæg, til vores eget koldpresset most, blev etableret.

Meget er dog siden blevet ændret , da man jo bliver klogere med årene. Lidt større produktionsapparat og ændrede arbejdsgange, samt mindre omstruktureringer.

I starten var vi blot os selv, Thomas og Tina, i dag har vi også 2 fuldtidsbeskæftigede, samt en hel del unge mennesker i fritidsjob.

Alle æbler der bruges til vores most, dyrkes og håndplukkes i egen plantage. Der anvendes udelukkende 1. sorterings æbler til alt vores most. Æblemosten koldpresses på gammel- dags manér – uden nogen form for tilsætning. Mosten pasteuriseres (opvarmes til 80 grader) for at opnå længere holdbarhed. Holdbarheden er fra produktionsdagen 18 måneder og efter åbning 3-4 dage på køl for flaskerne og 5 uger på køl for Bag in box. Mosten bør omrystes i flaskerne, da den indeholder fine partikler af frugtkød, som er med til at give den gode, naturlige smag. 

Det er langt fra alle æbler vi kan bruge til mosten. Vi har vurderet, at en del æble-sorter gør mosten for sød og det ønsker vi absolut ikke. Vores most skal være frisk og kraftig i smagen, med en anelse ”bid” i – som spiste man et æble direkte fra træet!

Vi laver efterhånden mange forskellige delikatesser selv, som vi sælger i gårdbutikken, men også i specialhandlen rundt omkring i hele landet. Råvarene i vores delikatesser er som oftest vores egne, ellers danske, og det går vi meget op i. Vores mantra er, hvorfor bruge udenlandske råvarer, hvis vi har de gode meget smagfulde danske?

Gårdbutik

Nybro Frugtplantage ligger få kilometer nord for Kerteminde på Fyn – i Mesinge.

I gårdbutikken har vi et stort udvalg i årstidens frugt. Da vi dyrker alt frugten selv, er vores udvalg afhængig af årstiden og vejret.

 Vi starter ny sæson ultimo maj, hvor vi graver de første nye kartofler op. Herefter kommer jordbær, honning, sødkirsebær, blommer, æbler og pærer løbende. Resten af vores sæson, som varer hele året, helt hen til ultimo maj, har vi et bredt udvalg i æbler, pærer æblemost og mange andre specialiteter. – Og så starter vi forfra…!

Ved juletid pynter vi gåtdbutikken op med adventskranse, kalenderdekorationer, juledekorationer samt mospuder til kirkegården og meget andet i stort udvalg. Alt sammen laver vi selv. Samtidig sælger vi juletræer og pyntegrønt.

Vores egne produkter sælges direkte fra gårdbutikken til forbrugeren, således at alle varer er så friske som muligt.

Kig forbi, oplev plantagen, smag på mosten og se vores helt fantastiske sted!

nybro frugtplantage
nybro frugtplantage
nybro frugtplantage
nybro frugtplantage